DET AUTONOME NERVESYSTEM
Nervesystemet kan inddeles i det centrale og det perifere nervesystem.
Det centrale nervesystem består af hjernen og rygmarvskanalen.
Det perifere nervesystem består således af alt i periferien. Det vil sige, nerver, der udgår fra rygmarvskanalen og løber ud til muskler og organer, samt forløbet af nerver fra receptorerne i muskler og organer tilbage til rygmarvskanalen.
I hovedet forefindes de 12 hovednerver, som kaldes de kraniale nerver, og de er også en del af det perifere nervesystem. Disse 12 nerver formidler de forskellige sanser til hjernen så som lugte, synsindtryk, lyde (hørelse), påvirkninger på huden, balanceorientering osv.
Derudover kan nervesystemet inddeles i et frivilligt og et autonomt nervesystem. Det frivillige nervesystem er det, vi benytter, når vi udfører en bevidst handling, så som at sætte os ned, løfte en genstand osv.
Det automatiske nervesystem kaldes for det autonome nervesystem (ANS), hvilket derimod ikke er styret af vores bevidsthed, og dette opdeles i det parasympatiske og det sympatiske nervesystem.
Det parasympatiske nervesystem er ansvarlig for, at når vi eksempelvis sover, så slår hjertet stadig, tarmene arbejder, og man trækker vejret. Alt sammen uden at vi foretager os noget aktivt for det.
Det sympatiske nervesystem er "fight and flight" responset, som træder i kraft, hvis man forskrækkes, stresses eller bliver bange. Hjertet slår hurtigere, musklerne spændes, man sveder og pupillerne udvides enormt.
Det autonome nervesystem forbinder hjernen med alle organer i kroppen og kan således have en påvirkning på organlidelser. Men det autonome nervesystem forbinder også hjernen med alle musklerne i kroppen.
Det parasympatiske nervesystem skal sørge for at blodkarrene udvides, så der kan komme blod rundt til ekstremiteterne, men det sympatiske nervesystem medfører en sammentrækning af blodkarrene, så blodet koncentreres til hjertet og hjernen. På den måde opretholdes blodtrykket, og der leveres kontinuerligt oxygen (ilt) rundt til alt væv i kroppen.
Ved øget sympatisk aktivering frigives der adrenalin og noradrenalin som gør musklerne ”kampklare”. Bliver denne tilstand kronisk vil der derfor opstå en udtrætning af musklerne, musklernes elastiske muskelprotein reduceres, og musklerne forbliver spændte, stive og forpinte. Ikke et godt udgangspunkt, hvis man skal præstere som ridehest.
Det er her man er trådt ind i et negativt trædehjul. Sådanne muskler har nedsat kraft, elasticitet og nedsat kommunikation med hjernen.
Tilstanden kaldes en funktionel dysautonomi, idet det autonome nervesystem er ude af normal balance.
Disse heste er hverken kropsligt eller mentalt velfungerende, og de bliver det aldrig, hvis ikke man anerkender og får behandlet denne bagvedliggende tilstand.